1. Manage My TA

 

Der er liv på dødens jernbane

og Broen over floden Kwai

og Broen over floden Kwai

og Broen over floden Kwai Den berømte film "Broen over floden Kwai" blev optaget på Sri Lanka. Den rigtige bro over Kwai blev bombet flere gange i 1945, men blev så genopbygget efter krigen. I dag er den et yndet turistmål. Broens dystre historie giver en tur med "Dødens Jernbane" fra Kanchanaburi til Nam Tok en ekstra dimension. Mange turister tager en tur over "Broen over floden Kwai" til fods, før de sætter sig i toget for at lade sig transportere på en måde, der kan få nostalgien frem i enhver rigtig dreng ? ikke mindst de lidt større og ældre. 16.000 allierede krigsfanger mistede livet, da de blev tvunget til at anlægge jernbanen og bygge broen. Mindst 100.000 asiatiske tvangsarbejdere døde. Det kan være vanskeligt at forestille sig det helvede for tusindvis af krigsfanger, der ligger bag, når man i dag ser den berømte bro i idylliske omgivelser ved Kanchanaburi. Filmen om "Broen over floden Kwai" med bl. a. Alec Guinness og William Holden gav sit bud på lidt af lidelserne. Men som i så mange andre tilfælde, overgår den barske virkelighed filmens verden med mange længder.

View Photos (11)

  • Image © 2000 Bjarne Madsen

[Read the English version]

16.000 allierede krigsfanger mistede livet her - og flere end 100.000 andre, man ikke taler så meget om. I dag er "Dødens Jernbane" og Broen over floden Kwai to af Thailands helt store turistmål

Tiden har næsten stået stille på jernbanestationen i Kanchanaburi. Grejet på billetkontoret er som hevet ud af en gammel film. Klokken 10.34 bør toget rulle ind til perronen. Men der hersker ingen hektisk stemning i minutterne forud. Ingen tror tilsyneladende rigtigt på, at det nu også ruller ind 10.34. Det gør det heller ikke! Det er ikke vestlige forhold, hvor ventende passagerer utålmodigt kigger på uret og udveksler dårlige transport-erfaringer, hvis de automatiske døre ikke går op på sekundet. Der er en forunderlig indbygget tålmodighed hos de ventende, som for hovedpartens vedkommende er udpræget vesterlandske. En erkendelse af, at sådan skal det nok bare være. Og 10.46 dukker det så op.

Derefter går det til gengæld stærkt. Det er med at komme på plads på de hårde træbænke, som leder tankerne hen på fordums togture, som yngre generationer måske kun har oplevet med nostalgiske veteranjernbaner. Få øjeblikke efter, at toget har sat sig i gang, dukker konduktøren op og vil se billetter. Han smiler venligt og giver den gyldige rejsehjemmel et hak. Billetten puttes omhyggeligt ned i skjortelommen. En souvenir helt på højde med t-shirt'en fra Bangkok og billedet, hvor man rider på elefant. Billetten fra "Dødens Jernbane". Og turen over "Broen over floden Kwai".

16.000 allierede krigsfanger mistede livet, da jernbanen blev anlagt under Anden Verdenskrig. Samt flere end 100.000 tvangsarbejdere fra Indien, Kina, Indonesien, Malaysia, Singapore, Burma og Thailand, som der ikke tales så meget om. Indere og kinesere er der jo så mange af. 16.000 allierede soldater og civile er nemmere at forholde sig til. Alligevel betyder det, at hver kilometer jernbanespor kostede gennemsnitlig 38 mennesker livet.

Som da far var dreng

"Dødens Jernbane" efterlod sig et så uhyggeligt spor af lig, at antallet af sveller står i skærende kontrast. I dag er der liv på jernbanen. Tusindvis af Thailand-farere kører årligt med på de hårde sæder og indsnuser lidt af historiens uhygge blandet med fordums jernbane-hygge. Futtog som da far var dreng. Med jævne mellemrum dukker smilende sælgere af dit og dat op på midtergangen mellem bænkeraderne. Det er rige muligheder for at fouragere med spændende , thailandske delikatesser, som fås ganske tilsvarende ved utallige boder på de lidt mere snavsede gader i Bangkok, men som ingen gider stoppe op for at forsøge sig med. I toget på ""Dødens Jernbane" er duften li'som en anden. Og præparerede frugter og andet på træpind svuppes indenbords formedelst nogle få Baht.

Pepsi og Sprite er med til at fuldende billedet af barndommens skoleudflugter. De er herligt kølige i tropevarmen. Den smilende sælger hiver dem beredvilligt op af plastikspanden, som tynges lige så meget af isblokke som af læskedrik.

Turen går over den berømte bro. Den over floden Kwai, som blev udødeliggjort af Alec Guinness og William Holden med flere i filmen, som ganske vist blev optaget på Sri Lanka - og med en ganske anden bro. Men alligevel. Det her er den rigtige bro. Den der blev bombet flere gange i løbet af 1945, og som så først blev genopbygget efter krigen. Med to af buerne leveret fra Japan. Helt grotesk i betragtning af, at det var japanerne, der lod tusindvis af fanger og tvangsarbejdere lade livet under bygningen af jernbanen. I dag står broen tilbage som et mindesmærke over krigsfangerne, der døde af sygdom, eller som følge af japanernes tortur.

"Dødens Jernbane" blev bygget som en strategisk jernbane mellem Thailand og Burma. 263 kilometer i Thailand og 152 kilometer i Burma. Siden enedes thailændere og burmesere om at ødelægge sporene fra de to landes fælles grænse og 100 kilometer ind i hvert land.

Konstruktionen af jernbanen startede 16. september 1942 med en arbejdsstyrke på omkring 30.000 fanger fra de allierede styrker og flere end 100.000 tvangsarbejdere. Den første vurdering fra de japanske ingeniører lød på, at bygningen ville tage mindst fem år. Men den japanske hær pressede fangerne til at fuldende den på blot 16 måneder. 25. december 1943 var "Dødens Jernbane" færdig.

Dem der byggede, men aldrig kørte

De færreste tænker tilsyneladende nævneværdigt over jernbanens grusomme historie, når toget i dag bumler ned ad sporet. Stemningen er hyggelig og nostalgisk. Snakken går om de gamle bagagenet, træbænkene, den gammeldags loftbelysning og de andre ting, man kan huske fra lokalbanen. Om udsigten til søer, Kwae Noi-floden og små-templer. Og om den sidste aften i Bangkok.

En god times tid efter Kanchanaburi er toget fremme i Nam Tok, og turister i massevis samt nogle få lokale indfødte stiger ud. Forlader "Dødens Jernbane". Med billetten i skjortelommen. Hjemme på hotellet puttes den ned til den øvrige samling af souvenirs, så man har et evigt minde om "Dødens Jernbane".

Tilbage i Kanchanaburi ligger Kanchanaburi War Cemetery og Chungkai War Cemetery med henholdsvis 6982 og 1750 gravsteder. Også som et minde. Om henved halvdelen af de allierede soldater, der byggede, men aldrig kom ud at køre på "Dødens Jernbane".

Published on 3/14/01

Sponsor links

Comments [0]

Add Comment

You might also be interested in

Sweet, Salty and Sour; but not that Spicy. Manok Inasal.

Sweet, Salty and Sour; but not that Spicy.

Ronald de Jong - aliawan [11,382]

The Filipino cuisine is an exotic blend of many different cultural influences from both sides of the Pacific and reflects the multi-ethnic history of this tropical archipelago...

Destinations: Mindanao | Philippines
Topics: Culture | Food | Travel | Photography
front building

The dying Anglo-Indian way of life in Old Delhi

boney meyn - boneymeyn [208]

There is a community tucked inside the non discriptive part of Delhi and they are the one who once existed in the powerful roads of Delhi and they were the Anglo-Indians of Delhi

Destinations: New Delhi
Topics: Culture | People
The Bridge on the River Kwai

There's life on the railway of death

Bjarne Madsen - bmadsen [817]

Translated from Danish by Andrew Huddleston [Read the Danish version] 16,000 allied prisoners of war lost their lives here - and more than 100,000 others who aren't mentioned all that often. Today the...

Destinations: Burma | Thailand | Kanchanaburi province | River Kwai
Topics: Travel | 20th Century History
More Stories of Interest
ThingsAsian

ThingsAsian is an Asia travel website with maps, stories, photos and travel tips contributed by a worldwide community.

©1994-2008 Global Directions, Inc. All Rights Reserved. Contact webmaster@thingsasian.com

Web Design by Dayspring